Kontaktperson:

Kontorchef Charlotte Møller, tlf.: 33 55 82 99

Der vedlægges udkast til "Bekendtgørelse om ansvarshavende aktuar"

Finanstilsynet har med hjemmel i § 108 i lov om finansiel virksomhed udarbejdet udkast til bekendtgørelsen om den ansvarshavende aktuar.

Det tidligere krav om, at Finanstilsynet godkendte den ansvarshavende aktuar i livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, afløses med virkning fra 1. januar 2004 af en bestemmelse om, at den ansvarshavende aktuar skal ansættes af bestyrelsen. Finanstilsynet har i den forbindelse udarbejdet et udkast til en bekendtgørelse om, hvilke krav en ansvarshavende aktuar skal opfylde for at kunne varetage opgaven som ansvarshavende aktuar.

Bekendtgørelsen indeholder krav om den ansvarshavende aktuars teoretiske viden og praktiske erfaring. I henhold til bekendtgørelsen skal der udarbejdes en funktionsbeskrivelse for den ansvarshavende aktuar. Aktuaren skal endvidere ifølge bekendtgørelsen foretage en skriftlig rapportering til bestyrelsen.

For fuldstændighedens skyld er de pligter, den ansvarshavende aktuar har i henhold til lov om finansiel virksomhed, indskrevet i bekendtgørelsen.

Eventuelle bemærkninger til udkastet til bekendtgørelsen bedes indsendt snarest og senest torsdag den 21. november 2003 til Finanstilsynet, GL. Kongevej 74 A, 1850 Frederiksberg C.

Oprettet d.  24.07.2003  og sidst redigeret d.  14.11.2003