Konference afholdt i dag, forud for det kommende direktiv om investeringsservice for værdipapirer.

Kontaktperson:

Direktør Henrik Bjerre-Nielsen, tlf. 33 55 83 13

Finanstilsynet og Økonomi- og Erhvervsministeriet har i dag afholdt en konference i København vedrørende investeringsservice i forbindelse med værdipapirer. Det nuværende direktiv kan holde 10-års jubilæum til næste år og Kommissionen ventes at fremsætte et forslag til direktiv til november.

Der var tale om en lukket konference, hvor de inviterede var nationale tilsyn, centralbanker og europæiske og nationale interesseorganisationer. Ansøgerlandenes var ligeledes inviteret.

Konferencen blev åbnet af Økonomi- og Erhvervsminister Bendt Bendtsen, som talte om den finansielle handlingsplan. Det blev understreget, at det er en særdeles vigtig forudsætning for et effektivt og tillidsvækkende værdipapirmarked, at virksomhederne kan tiltrække kapital uden unødvendige omkostninger. Han fremhævede, at EU-reglerne skal være effektive, men de må ikke diktere en bestemt markedsstruktur.

Generaldirektør Alexander Schaub fra DG Markt beskrev kommissionens seneste planer på det finansielle område, herunder fremkom han med en orientering om Investeringsservicedirektivet, som fremsættes snarligt.

Formanden for den Europæiske Værdipapirtilsynskomite (CESR) Mr. Arthur W. H. Doctors van Leeuwen (CESR) talte om tilsynenes rolle i hele processen.
De to hovedtemaer på konferencen, der også begge vil være væsentlige i selve direktivet, blev diskuteret ved to paneldiskussioner.

Det ene panel havde fokus på, hvorledes gennemsigtigheden om udbud og efterspørgsel på værdipapirmarkedet sikres. Gennemsigtigheden skal være så stor, at investorerne hele tiden har et korrekt billede af hvilke priser de kan handle værdipapirer til. Dette øger likviditeten på markedet.

Det andet panel diskuterede, hvordan man bedst sikrede investorerne beskyttelse. Det er afgørende, at investorerne har tillid til, at de får en korrekt behandling, når de handler værdipapirer. Jo højere tillid, des mere vil der blive investeret. Emnet har i den seneste tid været genstand for stor opmærksomhed i Danmark, men der er lige så stor opmærksomhed i resten af Europa.

I begge paneler, var forskellige europæiske interesseorganisationer, børser og tilsyn repræsenteret.

Oprettet d.  24.07.2003  og sidst redigeret d.  13.11.2003