Nedsættelse af den maksimale opgørelsesrente til 3,75%


Kontaktperson:


Klaus Grünbaum,
tlf. 33 55 83 79

Finanstilsynet har den 26. november 2001 besluttet at nedsætte den maksimale opgørelsesrente til 3,75 %

Den maksimale opgørelsesrente er den højeste rente, som livsforsikringsselskaber og pensionskasser må benytte ved beregning af livsforsikringshensættelserne (forpligtelserne over for pensionsopsparerne). For livsforsikringsaftaler tegnet med en lavere grundlagsrente end den maksimale opgørelsesrente skal hensættelserne beregnes ved anvendelse af den lavere grundlagsrente. Ifølge § 31, stk. 4, i lov om forsikringsvirksomhed skal de rentesatser, der anvendes ved beregning af livsforsikringshensættelserne, vælges med forsigtighed.

Den maksimale opgørelsesrente har siden den 22. oktober 2001 været fastsat til 4 %. På baggrund af et yderligere fald i renteniveauet har Finanstilsynet efter forelæggelse for Det Finansielle Virksomhedsråd i dag besluttet at nedsætte den maksimale opgørelsesrente til 3,75 %.

Der kan henvises til tidligere pressemeddelelser om fastsættelse af den maksimale opgørelsesrente, dateret 11. oktober 1999, 26. april 2000, 26. oktober 2000, 20. december 2000, 7. juni 2001 og 22. oktober 2001.

De kan læses her på hjemmesiden

Oprettet d.  24.07.2003  og sidst redigeret d.  14.11.2003