Bekendtgørelse om god værdipapirhandelsskik


14. maj 2001

Kontaktperson


Formand Erik Bonnerup,
tlf. 33 13 05 04

Download det godkendte udkast til bekendtgørelsen (PDF 17 KB)

Fondsrådet har i dag behandlet udkast til bekendtgørelse om god værdipapirhandelsskik ved handel med visse værdipapirer, jf. værdipapirhandelslovens § 3. God værdipapirhandelsskik - også kaldet "best execution" - indebærer, at kunden sikres de bedst mulige betingelser i forbindelse med værdipapirhandel.

Der var i Fondsrådet enighed om at udstede ovennævnte bekendtgørelse, at rette henvendelse til Københavns Fondsbørs A/S med anmodning om at overveje hensigtsmæssigheden af de nuværende handelsregler, og at rette henvendelse til økonomiministeren og udtrykke sin støtte til, at en forbrugerrepræsentant får en plads i Fondsrådet.

Det er Fondsrådets opfattelse, at den udstedte bekendtgørelse vil medvirke til en større gennemskuelighed og dermed til at sikre de private investorers tillid til markedet.

Bekendtgørelsen
  • gælder for samtlige fondsbørser og autoriserede markedspladser,
  • gælder for samtlige de typer værdipapirer, der er nævnt i § 2 i værdipapirhandelsloven
  • gælder for samtlige værdipapirhandlere, der er etableret i Danmark - også ved filialetablering - hvad enten disse er medlemmer af en fondsbørs henholdsvis en autoriseret markedsplads eller ej.
Bekendtgørelsens bærende principper er:

at værdipapirhandleren skal udføre ordrerne i overensstemmelse med "best execution", dvs. sikre kunden den efter omstændighederne, herunder tid og mængde, bedst mulige pris samt bedste betingelser i øvrigt, at fastlægge rammer for de handelsregler, der gælder på danske fondsbørser og autoriserede markedspladser, mens de eksakte handelsregler fortsat udformes af markedspladserne selv og derefter indsendes til Fondsrådet, at såfremt en dansk fondsbørs eller autoriseret markedsplads har flere handelsformer, skal disse være ligestillede, at kunden skal have fyldestgørende oplysninger både i forbindelse med etableringen af kundeforholdet, i forbindelse med den konkrete handel og ved afregningen af den konkrete handel. Dette giver kunden mulighed for at kontrollere, hvad værdipapirhandleren har foretaget sig - herunder, om dette er i overensstemmelse med det aftalte, og at beskyttelsesniveauet er størst for mindre investorer, samt at visse større og mindre investorer under givne betingelser kan vælge et andet beskyttelsesniveau.

Konkret indeholder bekendtgørelsen bl.a. regler om følgende:

Bekendtgørelsen opstiller en række krav om oplysninger til kunden i forbindelse med etablering af kundeforholdet og i forbindelse med afregningen af den konkrete handel. Endvidere skal værdipapirhandleren ved handel med værdipapirer, der er optaget til notering på en dansk fondsbørs eller optaget til handel på en dansk autoriseret markedsplads, informere kunden om faktuelle forhold i relation til den konkrete værdipapirhandel, såfremt kunden måtte ønske dette.

I bekendtgørelsen fastslås det endvidere, at de af en fondsbørs eller en autoriseret markedsplads fastsatte handelsregler skal følges af ikke-medlemmer.

Der indføres endvidere en formodningsregel, hvorefter det - såfremt der ikke fremgår noget af aftalen mellem kunden og værdipapirhandleren - formodes, at der handles i kommission. Det vil sige, at værdipapirhandleren er kommissionær for kunden, og at det dermed er handlerens pligt at handle der, hvor kunden får de bedste betingelser. Denne formodningsregel gælder for handel med samtlige typer værdipapirer.

Såfremt handelen vedrører værdipapirer, der er optaget til notering på en dansk fondsbørs eller optaget til handel på en dansk autoriseret markedsplads, præciseres det, at handelen - såfremt den gennemføres med værdipapirhandleren som modpart og der ikke er tale om en gennemsnitskurshandel - som udgangspunkt skal afregnes på eller inden for kursspændet på den pågældende fondsbørs/autoriserede markedsplads' handelssystem på handelstidspunktet. Dette svarer til, hvad der i dag gælder for medlemmerne af Københavns Fondsbørs A/S. Såfremt handelstypen ikke er aftalt, skal handelen gennemføres over den pågældende fondsbørs/autoriserede markedsplads, hvor værdipapiret er noteret henholdsvis handles, med mindre kunden på handelstidspunktet på anden vis kan opnå samme eller en bedre pris for den samme mængde værdipapirer.

Et af de væsentligste emner, der er blevet drøftet i forbindelse med arbejdet med bekendtgørelsen, har været ønsket om, at en større del af værdipapirhandelerne gennemføres over en fondsbørs henholdsvis en autoriseret markedsplads' handelssystem for derved at opnå skarpere priser.

Det er Fondsrådets vurdering, at bekendtgørelsen og - især - investorernes øgede muligheder for at handle direkte på systemerne vil bidrage til, at en større del af værdipapirtransaktionerne fremover vil blive lagt ind over en markedsplads' handelssystem.

Det er iøvrigt Fondsrådets opfattelse, at handelsreglerne må vurderes i sammenhæng med reglerne om god værdipapirhandelsskik, og Rådet er i den forbindelse bekendt med, at en arbejdsgruppe med repræsentanter for Københavns Fondsbørs A/S og Børsmæglerforeningen i øjeblikket drøfter konkrete tiltag i relation til ønsket om at bringe en større del af handelen ind over fondsbørsens handelssystem. Fondsrådet har over for fondsbørsen anmodet om, at ovennævnte problemstilling indgår i arbejdsgruppens overvejelser. Fondsrådet forudsætter, at disse drøftelser er tilendebragt inden den 1. september 2001.

Fondsrådet finder endvidere, at der er et behov for klarhed omkring begrebsanvendelsen ved handel med børsnoterede værdipapirer på Københavns Fondsbørs A/S, ikke mindst i lyset af Dansk Aktionærforenings to undersøgelser om "best execution".

Under arbejdet med bekendtgørelsen har der været udtrykt ønske om, at FESCO's definitioner af "professionel/ikke-professionel investor" blev indarbejdet i bekendtgørelsen. Dette har Fondsrådet imidlertid ikke fundet hensigtsmæssigt. Dette skyldes dels, at FESCO's oplæg til standarder - hvori definitionerne af "professionel/ikke-professionel investor" indgår - p.t. er i høring i samtlige EU- og EØS-lande, dels at implementeringen af definitionerne med fordel kan ske i forbindelse med udarbejdelsen af bekendtgørelsen om god værdipapirhandlerskik, jf. lov om værdipapirhandel m.v. §§ 5 og 6. Finanstilsynet påtænker at iværksætte arbejdet hermed snarest muligt.

Rådgivning er ikke omfattet af bekendtgørelsen, således som der fra forskellig side har været udtrykt ønske om. Dette skyldes, at rådgivning vil indgå i den kommende bekendtgørelse om god værdipapirhandlerskik, der er nævnt ovenfor.

For så vidt angår Rådets sammensætning, har Rådet med tilfredshed noteret sig, at økonomiministeren snarest vil stille forslag om, at en forbrugerrepræsentant får en plads i Fondsrådet. Rådet finder det hensigtsmæssigt, at en repræsentant for de mindre investorer deltager i den fremtidige udvikling af reglerne på det danske værdipapirmarked.

Oprettet d.  24.07.2003  og sidst redigeret d.  13.11.2003