Finanstilsynet udgiver i dag Rapport om forsikringsmæglervirksomhed


2. juli 1998


Finanstilsynet udgiver i dag Rapport om forsikringsmæglervirksomhed

Kontaktpersoner
Erik Johansen,
Vicedirektør og
Annette Bjåland Andersen,
Kontorchef
Tlf.: 33 55 82 82

Forsikringsmæglernes betydning i forbindelse med forsikringsformidling i Danmark er stadigt stigende. Det skyldes det større udbud af forsikringsprodukter, kombineret med en stadig stigende efterspørgsel fra brugerne om uvildig rådgivning i forbindelse med tegning af forsikringer.

Det har ikke hidtil været anset nødvendigt at regulere udøvelsen af forsikringsformidling her i landet. Ved etableringen af Det Indre Marked har forsikringsmæglerne fået en central rolle, når der formidles forsikringer, særligt når disse forsikringer tegnes i et andet land end forsikringstagerens.

I lyset af forsikringsmæglernes voksende betydning besluttede økonomiministeren i september 1997 at nedsætte en arbejdsgruppe, der fik til opgave at udarbejde et forslag til en lovregulering af området. Arbejdsgruppen har nu afsluttet sit arbejde med udsendelse af "Rapport om forsikringsmæglervirksomhed", hvori der fremlægges et forslag til den fremtidige regulering.

Det fremgår af rapporten, at der for fremtiden skal stilles krav til forsikringsmæglerens uddannelsesniveau og faglige kompetence. Forsikringsmæglerens uafhængighed af forsikringsselskaberne skal kunne dokumenteres, og forsikringsmægleren skal uopfordret oplyse om eventuel provision og andet vederlag, der modtages fra forsikringsselskaberne. Forsikringsmægleren skal samtidig kunne dokumentere at være dækket af behørig ansvarsforsikring m.m.

Det foreslås i rapporten, at forsikringsmæglere i fremtiden alene kan udøve deres virksomhed som enkeltmandsvirksomhed eller i aktieselskabsform, og at forsikringsmæglerne skal være registreret i lighed med mange andre rådgivere f.eks. ejendomsmæglere og revisorer.

Rapporten offentliggøres både i bogform og på Internettet under adressen http://www.ftnet.dk 

Henvendelse om rapporten kan ske til Finanstilsynet.

Oprettet d.  24.07.2003  og sidst redigeret d.  12.11.2003