Rapport om fastsættelse af maksimal grundlagsrente for livsforsikring

Kontaktperson
Klaus Grünbaum

Finanstilsynet udgiver i dag en rapport om fastsættelse af maksimal grundlagsrente for livsforsikring.

Baggrunden er, at EF i 1992 vedtog et direktiv (kaldet 3. livsforsikringsdirektiv), der fastlægger regler for, hvor stor en grundlagsrente forsikringsselskaber kan anvende ved beregning af præmier med videre for livsforsikring. Finanstilsynet nedsatte herefter i slutningen af 1993 et udvalg (Grundlagsrenteudvalget), der skulle vurdere og løse de problemer, som dette ville medføre. Udvalget bestod af medarbejdere i tilsynet og af repræsentanter for livsforsikringsbranchen.

Udvalgsarbejdet mundede ud dels i den nu udkomne "Rapport om fastsættelse af maksimal grundlagsrente" dels i en bekendtgørelse fra Finanstilsynet. Rapporten belyser de forskellige problemer især i forbindelse med realrenteafgiften. Rapporten indeholder tillige forslag til principper for fastlæggelse af den maksimale grundlagsrente; den indeholder desuden i anonymiseret form nogle afgørelser, som tilsynet har truffet, samt tilsynets bekendtgørelse, uddrag af teksten til det nævnte EF-direktiv, m.m. Bekendtgørelsens hovedregel er, at grundlagsrenten for nye livsforsikringer højst må være 3 % p.a.

Rapporten offentliggøres i dag både i bogform og på Internettet under adressen http://www.ftnet.dk.

Henvendelse om rapporten kan rettes til kontorchef Klaus Grünbaum, Finanstilsynet.

Oprettet d.  24.07.2003  og sidst redigeret d.  16.07.2004