Søg
Ved et markedsrenteprodukt bliver pengene, man indbetaler til pensionen, forrentet med præcis det afkast, der til enhver tid kan opnås på de finansielle markeder. Værdien af pensionsordningen vil derfor svinge med op- og nedturene på de finansielle markeder. Det påvirker også de beløb, som kunderne får udbetalt.
Et markedsrenteprodukt giver mulighed for et større afkast end traditionelle pensionsordninger, fordi der ikke er lovet en bestemt udbetaling. Men det betyder også, at kunden selv skal bære eventuelle tab.
Der findes forskellige typer markedsrenteprodukter. I nogle markedsrenteprodukter bestemmer kunden selv, hvordan der skal investeres. Andre giver kunden mulighed for at vælge mellem forskellige risikoprofiler, og andre ordninger tilbyder ingen valg for den enkelte.