Diskonteringssatser ved måling af forsikringsforpligtelser

Aftalen om finansiel stabilitet på pensionsområdet mellem Økonomi- og Erhvervsministeriet og Forsikring & Pension, samt den tekniske justering af diskonteringsrentekurven pr. 5. december 2011, indebærer, at Finanstilsynet dagligt offentliggør 3 diskonteringsrentekurver til opgørelse af livsforsikringsforpligtelser, hensættelser til skadesforsikringsforpligtelser og hensatte forpligtelser.

Forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser skal enten anvende den nye landespændsjusterede diskonteringsrentekurve eller den justerede diskonteringsrentekurve.

Firmapensionskasser skal enten anvende den nye landespændsjusterede diskonteringsrentekurve eller de løbetidsafhængige diskonteringssatser. 

 

Forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser: 

Den tekniske justering af diskonteringsrentekurven pr. 5. december 2011 indebærer, at Finanstilsynet har foretaget en ændring i konstruktionen af diskonteringsrentekurven, så landespændet regnes som et 12 måneders glidende gennemsnit. Værdien af det glidende gennemsnit har en nedre grænse på 0 bp.

 

Aftalen om finansiel stabilitet på pensionsområdet mellem Økonomi- og Erhvervsministeriet og Forsikring & Pension indebærer, at Nationalbanken foretager de konkrete beregninger af Finanstilsynets justerede diskonteringsrentekurve til opgørelse af livsforsikringsforpligtelser, hensættelser til skadesforsikringsforpligtelser og hensatte forpligtelser.

Beregningen af realkredittillægget er pr. 7. februar 2012 blevet ændret. Se nedenstående notat for yderligere information.

Bemærk, at notatet er tilrettet 9. februar 2012 pga. forkerte parenteser i formlerne. 

 

Firmapensionskasser:

Firmapensionskasser kan fra og med den 22. december 2011 anvende de nye landespændsjusterede diskonteringssatser og disse kan tillige anvendes i årsrapporten for 2011.

Firmapensionskasser skal senest den 16. januar 2012 meddele til Finanstilsynet, hvorvidt de ønsker at anvende de nye landespændsjusterede diskonteringssatser, jf. meddelelse om teknisk ændring af Finanstilsynets diskonteringsrentekurve for firmapensionskasser.

Firmapensionskasser, der ikke ønsker at anvende de nye landespændsjusterede diskonteringssatser, skal uændret anvende de løbetidsafhængige diskonteringssatser.

Firmapensionskasser kan fortsat anvende en løbetidsuafhængig diskonteringssats. Afhængigt af hvilken diskonteringsrentekurve firmapensionskassen anvender, fastsættes den løbetidsuafhængige diskonteringssats som det 10-årige punkt for de løbetidsafhængige diskonteringssatser eller det 10-årige punkt for de landespændsjusterede diskonteringssatser. 

Diskonteringssatserne beregnes for løbetider fra 3 mdr. og til og med 30 år. Fra 1 år og frem beregnes diskonteringssatserne for løbetider med 1 års interval.

De offentliggjorte diskonteringssatser er før skat. For hensættelser vedrørende forsikringer, der er omfattet af pensionsafkastbeskatning, skal diskonteringssatsen reduceres med skattesatsen i henhold til pensionsafkastbeskatningsloven. For andre hensættelser anvendes en diskonteringssats uden reduktion for skattesatsen.

Finanstilsynet påtager sig intet ansvar for eventuelle tab eller skader som forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser eller tredje mand måtte opleve som følge af fejl i de offentliggjorte diskonteringssatser, uanset om disse måtte opstå som følge af datafejl, beregningsfejl eller andre fejl. Desuden påtager Finanstilsynet sig ikke ansvar for eventuelle tab eller skader som følge af forsinkelser i offentliggørelsen, uklarhed vedrørende diskonteringssatsernes anvendelse eller andre årsager.

Før 1/1 2005 offentliggjorde Finanstilsynet en løbetidsuafhængig diskonteringsrente. Den løbetidsuafhængige diskonteringsrente anvendes ikke længere til opgørelse af forpligtelser, men kan anvendes til kontrol og statistiske formål. 

 

Oprettet d.  24.07.2003  og sidst redigeret d.  07.05.2012

Værd at vide

Der har været fejl i diskonteringssatserne for d. 3. maj 2012 . Fejlen er blevet rettet d. 8. maj 2012 kl. 10.30.

Værd at vide

I fremtiden vil der være en 2-årig midlertidig forhøjelse af PAL-satsen til 15,3%, der forventes at blive afløst af en permanent forøgelse af PAL-skatten i form af, at skatten forhøjes med 0,15*(de årlige investeringsomkostninger) i de forskellige selskaber.

På den baggrund vurderer Finanstilsynet, at livsforsikringsselskaber og pensionskasser ved opgørelse af livsforsikringshensættelserne (pensionshensættelserne) til regnskabet skal anvende den valgte rentekurve reduceret med 15,3% (for alle år).

Rentekurven skal reduceres som beskrevet med virkning allerede for regnskabsåret 2011 i balancen ultimo 2011.

Værd at vide

Finanstilsynets fortolkning af Aftalen om Finansiel stabilitet på pensionsområdet mellem Økonomi- og Erhvervsministeriet og Forsikring og Pension er, at tillægget i det lange segment (7-30 år) af den justerede rentekurve ikke kan være negativt.

OAS, der indgår i beregningen af den justerede diskonteringskurve, stiger til 14,76 basispoint for den 13. oktober 2010 fra 0,05 basispoint den 12. oktober 2010. Det skyldes udover en markedseffekt, at Nykredit realkreditindeks er omlagt og overgang til en ny version af den realkreditmodel, der anvendes til at beregne OAS.

Kontakt

Fuldmægtig

Aage Møller Holst

33 55 82 18

amh@ftnet.dk

Intet billede - hvid baggrund